Optimering af klinikdrift

13.12.2024

Vi vil alle gerne have mest muligt ud af de ressourcer og muligheder vi har i vores virksomhed. Udfordringen for de fleste er dog hvordan det gribes an. I denne artikel vil vi berøre 5 områder, der alle bidrager til at optimere klinikdriften for en tandlægeklinik.

Inspiration udefra

Klinikken ledes normalt af klinikejeren, der alene tager de strategiske og overordnede beslutninger. Formodentlig udføres de fleste opgaver rutinemæssigt og kan fungere tilfredsstillende, men uden at det fulde potentiale i klinikken udnyttes. Det kan være svært at komme ud af vanerne uden påvirkning udefra. Det bør derfor overvejes at inddrage rådgivere, sparre med kollegaer eller nyansatte, deltage i kurser med strategisk indhold mv. for at få inspiration til hvordan klinikken potentielt kan drives anderledes. De fleste klinikker er struktureret som et selskab og det er her muligt at vælge en bestyrelse, der kan være med til at give input til en optimering af driften. De fleste tandlæger har et godt netværk indenfor branchen og det giver god mening at række ud til kollegaer og venner i branchen for at få inspiration til hvordan andre håndterer klinikdriften.

Økonomistyring

Der anvendes sandsynligvis kun enkelte nøgletal eller andre performancerelaterede tal til at skabe overblik og struktur i den daglige ledelse og til igangsættelse af fremadrettede tiltag. En af mulighederne er at begynde at anvende budgetter til styring af klinikken (se vores særskilte artikel om dette). Der er desuden i journalsystemerne forskellige analyser og nøgletal, der kan anvendes til at få inspiration og følge op på om klinikken udnytter sit potentiale. Løbende bogføring og opfølgning er med til at sikre, at de tiltag, der sættes i gang også har den ønskede indvirkning. Samtidig giver en god økonomistyring værdifuld viden i forhold til hvor der skal sættes ind. Begynder omsætning pr. stoletime eksempelvis at falde, er der værdifuld viden i at analysere sig frem til hvad baggrunden for dette er, således der kan sættes ind med de rigtige midler.

Omsætning (pris x mængde)

Som i andre virksomheder er omsætningen styret af pris x mængde. Prisen på de frie ydelser samt hvilke ydelser der udføres, kan være med til at løfte omsætningen. Kontrolstatistikken og ydelsesstatistikker kan være med til at vurdere, om der er særlige forhold, der gør sig gældende i klinikken og om der er behandlingstyper der overses eller som man ikke er så god til. Antallet af patienter/behandlinger er den anden del af ligningen. Hvis der kan øges antallet af patienter eller behandlinger, vil omsætningen stige og derved give et bedre resultat på klinikken. En naturlig afledt overvejelse i dette er at vurdere om det er muligt at udvide åbningstiderne, således antallet af behandlinger kan øges.

Effektivisering

Det bør vurderes om klinikken har den rigtige sammensætning af behandlere. Vil det eksempelvis give mening at ansætte en tandplejer, således at ydelsesmixet på behandlerne optimeres bedre? Der kan arbejdes med at øge omsætningen pr. stoletime og til optimering af indkaldelser/kalendere, således der er mindst mulig spildtid. En god planlægning af dagen er essentielt for at få flest mulige behandlinger gennemført på den mest optimale måde. Aflysninger af aftaler vil forekomme og det er vigtigt at medarbejderne har en proces for hvordan det håndteres, når der kommer et afbud.

Omkostninger

Klinikkens omkostningsniveau har en stor indflydelse på overskuddet og det er vigtigt løbende at gennemgå omkostningerne for potentielle besparelser. Der bør samtidig være gode processer for indkøb, således rabatter og bonusordninger anvendes optimalt, der ikke indkøbes for meget materiale og at der generelt bliver et fokus på anvendelsen af penge i klinikken.

Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din revisor ved Redmark.

Læs mere om hvad vi kan gøre for dig og din klinik her.

Har du brug for rådgivning?

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.