Virksomhedsform

30.04.2025

Den erhvervsdrivende skal træffe en beslutning om, hvorvidt virksomheden skal drives som selskab eller være personligt ejet. I beslutningen indgår en række overvejelser om f.eks. risiko, kapitalkrav, regnskabskrav, skat mv. Her giver vi en kort redegørelse for nogle af de mest sædvanlige virksomhedsformer og hvilke fordele og ulemper de forskellige virksomhedsformer giver.

Personligt ejet enkeltmandsvirksomhed

En personligt ejet virksomhed er den mest simple virksomhedsform og den erhvervsdrivende kan, såfremt det ønskes, senere ændre den personligt ejede virksomhed til et selskab.

Regnskabet skal i en personligt ejet virksomhed ikke offentliggøres, og der er ingen kapitalkrav. Ejeren hæfter imidlertid for hele virksomhedens gæld, og det offentlige kan i visse tilfælde inddrive gælden hos ægtefællen. Der er således en risiko ved at starte en personligt ejet virksomhed, men det er imidlertid den erhvervsdrivende selv, der afgør, hvor stor en gæld der stiftes.

En personligt ejet virksomhed skal udover den løbende bogføring udarbejde et skattemæssigt årsregnskab og en kapitalforklaring. Kapitalforklaringen er en oversigt over årets samlede indtægter og udgifter og viser udviklingen i formuen. Iværksætteren skal som udgangspunkt ikke indsende regnskabet eller det skattemæssige årsregnskab til Skattestyrelsen, hvis nettoomsætningen ikke overstiger 25 mio. kr.

Alt, hvad den erhvervsdrivende tjener, er skattepligtig personlig indkomst og driftsomkostninger kan som udgangspunkt fragå ved opgørelsen af den personlige indkomst. Dette gælder imidlertid ikke renter, der som udgangspunkt kun kan fratrækkes i kapitalindkomsten.

Iværksætteren kan derfor vælge at anvende virksomhedsordningen, som på mange måder sidestiller den personligt ejede virksomhed med en virksomhed drevet i selskabsform.

Selskab
Iværksætteren kan drive virksomheden i selskabsform, enten som et aktieselskab eller et anpartsselskab.

Aktieselskab (A/S)
At oprette et aktieselskab (A/S) kræver en kapital på minimum kr. 400.000, hvoraf minimum 25 pct. skal indbetales. Kapitalen kan indskydes i selskabet som penge eller aktiver af økonomisk værdi f.eks. ejendomme, maskiner, biler, varelager og lignende. Hvis hele eller dele af kapitalen indskydes som aktiver af økonomisk værdi, skal 100 pct. af den tegnede kapital indbetales. Her gælder grænsen på 25 pct. ikke.

Den erhvervsdrivende hæfter kun med den indskudte kapital. Banken kræver imidlertid ofte en større sikkerhedsstillelse for lån, og den erhvervsdrivende kan derfor være nødsaget til at give en personlig sikkerhedsstillelse i form af kaution. Dette medfører, at iværksætteren eventuelt bærer samme risiko i et selskab, som ved en personligt ejet virksomhed. Vi gør desuden opmærksom på, at den begrænsede hæftelse først indtræder ved registrering.

Et aktieselskab skal have en bestyrelse bestående af mindst 3 medlemmer, og der skal vælges en direktør, som skal varetage den daglige ledelse.

Aktieselskabet er underlagt en række forskrifter som f.eks. aflæggelse af årsrapport, oprettelse af stiftelsesdokument med blandt andet vedtægter, tegningskurs mv., og aktiekapitalen skal desuden tegnes. Årsrapporten skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor og indsendes til Erhvervsstyrelsen. Revision kan i visse tilfælde fravælges på den stiftende generalforsamling. I stedet kan der foretages en udvidet gennemgang, et review eller en opstilling af årsregnskabet. Valget omkring revision beror typisk på en drøftelse med kreditgiveren samt en hensyntagen til selskabets aktivitetsområde. Derudover skal selvangivelsen udarbejdes og indgives til skattevæsenet.

Udbytter kan først betales til aktionærerne, efter godkendelse af årsrapporten på generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal hvert år afholdes inden 6 måneder efter endt regnskabsår.

Anpartsselskab (ApS)

At oprette et anpartsselskab (ApS) kræver en kapital på mindst kr. 40.000, som skal indbetales.

Kapitalen kan indskydes i selskabet som penge eller aktiver af økonomisk værdi f.eks. ejendomme, maskiner, biler, varelager og lignende.

Et anpartsselskab kan fravælge at have en bestyrelse, men skal have en direktør eller direktion, som varetager den daglige ledelse. Anpartsselskabet er underlagt en række forskrifter, som f.eks. aflæggelse af årsrapport, oprettelse af stiftelsesdokument med blandt andet vedtægter, tegningskurs mv. og anpartskapitalen skal desuden tegnes.

Årsrapporten skal som udgangspunkt revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor og indsendes til Erhvervsstyrelsen. Mindre selskaber kan imidlertid fravælge revisionen. Der kan i stedet foretages en udvidet gennemgang, et review eller en opstilling af årsregnskabet. Valget omkring revision beror typisk på en drøftelse med kreditgiveren og en hensyntagen til selskabets aktivitetsområde. Selvangivelsen skal ligeledes udarbejdes og indgives til skattevæsenet.

Udbytter kan først udbetales, når årsrapporten er godkendt på generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal hvert år afholdes inden 6 måneder efter endt regnskabsår.

Fordele og ulemper ved at drive virksomhed i selskabsform

Regelsættene vedrørende moms og skat er som udgangspunkt ens, uanset om den erhvervsdrivende driver virksomhed i selskabsform eller som en personlig virksomhed.

Et selskab betaler selskabsskat på 22 pct., mens en personligt drevet virksomhed beskattes efter reglerne om personlig indkomst med 50-56,5 pct. (skatteprocent inkl. arbejdsmarkedsbidrag).

Oprettes et selskab, skal den løn, den erhvervsdrivende modtager fra selskabet, imidlertid beskattes som almindelig indkomst, og der skal ligeledes betales udbytteskat af de udbytter der udbetales af selskabet. Udbytteskatten udgør 27/42 pct. afhængig af den samlede aktieindkomst.
Selskabsskatten opkræves som 2 årlige acontorater og betales henholdsvis den 20. marts og den 20. november.

Det er også muligt at betale acontorate den 1. februar i året efter indkomstårets udløb. 1. november efter indkomstårets udløb afregnes for lidt eller for meget betalt skat mellem selskab og skattemyndigheder.

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.