Personalegode: uddannelsesudgifter

18.03.2025

Medarbejderen beskattes ikke, hvis uddannelsen betales af arbejdsgiveren som led i et ansættelsesforhold. Uddannelsen må ikke udelukkende være af privat karakter. Det erhvervsmæssige indhold skal imidlertid ikke nødvendigvis relatere sig til det nuværende arbejde. Skattefriheden omfatter uddannelsesudgifter, skole- eller deltagerbetaling, bog- og materialeudgifter og de nedenfor angivne godtgørelser (Skatterådets satser):

  • Befordringsgodtgørelse: For de første 20.000 km udgør satsen 3,94 kr./km. (2026), (3,81 kr./km. i 2025) for de overskydende kilometer udgør satsen 2,28 kr./km. (2026), (2,23 kr./km. i 2025).
  • Logi: 268 kr. (2026) pr. døgn.
  • Kost og småfornødenheder: 625 kr. (2026) pr. døgn de første 12 måneder.

Medarbejderen skal beskattes af arbejdsgiverbetalte uddannelsesudgifter af privat karakter. Markedsværdien beskattes som A-indkomst.

Uddannelsesydelser i forbindelsen med fratrædelse skal ikke beskattes.

Momsmæssig behandling

Virksomheden kan fradrage moms på udgifter til medarbejdernes deltagelse på kurser og uddannelser, såfremt uddannelsen er i virksomhedens interesse. Der er tillige momsfradrag for medarbejderens deltagelse i seniorkurser (den 3. alder), der afholdes for medarbejdere, der snart skal på pension. Deltager medarbejderens ægtefælle også i dette kursus, er der dog ikke momsfradrag for udgiften til ægtefællens deltagelse.

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.