Foreningsmedlemmer skal som udgangspunkt ikke beskattes af de aktiviteter, som en personaleforening afholder udgifterne til.
Giver arbejdsgiveren imidlertid et tilskud til personaleforeningen, skal medarbejderen beskattes, medmindre:
- arbejdsgiveren ikke har bestemmende indflydelse i foreningen eller
- arbejdsgiverens tilskud til foreningen er uden væsentlig værdi og ydes til aktiviteter på arbejdspladsen, der tilbydes som led i almindelig personalepleje.
Ud over de to nævnte situationer er aktiviteter i en personaleforening, som arbejdsgiveren betaler til, skattepligtige for medarbejderen. Markedsværdien fratrukket eventuelle kontingentbetalinger i året beskattes som B-indkomst, medmindre bagatelgrænsen på 1.400 kr. ikke overskrides.
Det er op til en konkret vurdering om arbejdsgiveren har direkte væsentlig indflydelse i foreningen. Arbejdsgiverens indflydelse vil være af væsentlig værdi, såfremt arbejdsgiveren yder et bidrag, som i væsentlig grad dækker udgifterne. Giver arbejdsgiveren f.eks. sammenlagt et årligt tilskud, som maksimalt udgør 1.500 kr. pr. medarbejder og betaler medarbejderen selv et tilsvarende beløb, skal medarbejderen ikke beskattes af aktiviteten.
Det er afgørende, at aktiviteten tilbydes alle i foreningen. Det er imidlertid vigtigt at huske, at såfremt medarbejderen vinder en præmie, pris mv. i foreningen, er medarbejderen skattepligtig heraf. Medarbejderen skal selv selvangive beløbet til Skattestyrelsen.
Momsmæssig behandling
Tilskuddet fra virksomheden er ikke pålagt moms.