En parkeringsplads, der er til rådighed for den ansatte af hensyn til arbejdets udførelse, beskattes ikke hos medarbejderen. Skattefriheden gælder uanset, om der er tale om en fast eller en midlertidig arbejdsplads, eller om parkeringspladsen lejes eller ejes af arbejdsgiveren.
Det er ikke et krav, at bilen i dagens løb benyttes erhvervsmæssigt.
Betaler arbejdsgiveren for en parkeringsplads ved den ansattes bopæl, vil parkeringspladsen som udgangspunkt være skattepligtig for medarbejderen, eftersom det kun rent undtagelsesvist kan antages, at parkeringspladsen er stillet
til rådighed af hensyn til arbejdets udførelse.
Den faktiske udgift beskattes som B-indkomst, medmindre bagatelgrænsen på 1.400 kr. ikke overskrides.
Momsmæssig behandling
Udgifter til parkering anses som en driftsudgift til bilen, og der er derfor ikke momsfradrag for leje af parkeringspladser til personbiler, mens der vil være adgang til momsfradrag vedrørende gulpladebiler med en tilladt totalvægt op til 3 tons samt helt eller delvist momsfradrag vedrørende gulpladebiler med en tilladt totalvægt over 3 tons afhængig af anvendelsen til erhvervsmæssige formål.