Ved en transportafstand på mere end 24 km til og fra arbejde, vil der være mulighed for at få kørselsfradrag (også kaldet ”Befordringsfradrag”). Fradraget udgør en fast sats pr. km, som overstiger de første 24 km. Overstiger din afstand 120 km nedsættes satsen for de overstigende kilometer. Er man bosat i en, efter Skattestyrelsens forstand, yderkommune eller på en lille ø, er satsen højere ligesom satsen ikke nedsættes ved kørsel udover 120 km. Satserne ændres fra år til år og kan findes på Skattestyrelsens hjemmeside. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag.
Betaler en arbejdsgiver kørselsgodtgørelse for en strækning, kan der ikke også tages kørselsfradrag for samme strækning.