Forskudsopgørelse

13.05.2025

Forskudsopgørelsen kan sammenlignes med et budget. I første omgang er det Skattestyrelsens bud på den enkelte borgers forventede indtægter og fradrag, baseret på historik fra de foregående indkomstår. Dette kan (og bør) dog justeres af borgeren selv, hvis der er sket ændringer i de personlige eller økonomiske forhold, som har betydning for den forventede økonomi. Forskudsopgørelsen er styrende for hvor meget skat, der betales i løbet af året. Det er nemlig denne, der danner grundlag for skattekortet, som (danske) arbejdsgivere bruger til at indeholde A-skat, men også for opkrævning af B-skat i tilfælde, hvor skatten ikke kan indeholdes af en arbejdsgiver.

Når året er omme, beregner Skattestyrelsen via årsopgørelsen den faktiske skat af de oplysninger, som er blevet indberettet af arbejdsgivere, penge- og pensionsinstitutter mv., og når dette sammenholdes med forskudsskatten, dvs. den allerede indeholdte og/eller betalte skat i løbet af året, fremkommer enten en overskydende skat eller en restskat.

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.