De offentlige ejendomsvurderinger har i mange år ikke fulgt med udviklingen i markedet og værdien af boliger rundt i landet. Derfor blev der i 2018 vedtaget ny lovgivning, som skulle ændre på systemet for værdisætning af ejendomme i hele DK. Vurderingsstyrelsen er derefter blevet ansvarlige for at foretage vurdering både af grund og ejendom på samtlige danske ejendomme. Deres vurderinger vil danne det nye beskatningsgrundlag for betaling af både ejendomsværdiskat og ejendomsskat/grundskyld.
Processen for at få vurderet samtlige ejendomme i landet, har taget længere end forventet. Derfor er der blevet lavet midlertidige vurderinger af en lang række ejendomme, som danner et foreløbigt grundlag for beskatningen. Dette for at sikre at der inddrives retvisende skatter, indtil de endelige vurderinger kan fastlægges.