Medarbejderen og arbejdsgiveren kan indgå en frivillig aftale om lønomlægning (bruttotræksordning). Ved en bruttotræksordning går den ansatte ned i bruttoløn mod til gengæld at modtage personalegoder. Lønnedgangen medfører, at arbejdsgiveren kan tilbyde personalegoder uden yderligere omkostninger.
De faktiske udgifter til personalegoder kan som udgangspunkt fratrækkes i den skattepligtige indkomst ud fra en lønomkostningsbetragtning. Bruttotræk kan aftales på alle personalegoder, men der opnås kun skattemæssige fordele, når bruttotrækket kombineres med personalegoder, der enten er skattefrie eller som beskattes med en fordelagtig lav værdi.
En række kriterier skal alle være opfyldte for at skattemyndighederne accepterer en bruttotrækordning.
Kriterierne er:
- Aftalen skal være civilretligt gyldig, hvilket indebærer at eventuelle overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale. Aftalen skal samtidig være dokumenterbar og bindende for begge parter.
- Aftale om lønomlægning skal være en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn. Ændringen af lønnen skal altså aftales, før medarbejderen får ret til lønnen.
- Godet skal være stillet til rådighed af arbejdsgiveren, dvs. medarbejderen må ikke selv betale for godet og efterfølgende få refunderet udgifterne.
- Den kontante lønnedgang skal være med et på forhånd fastsat beløb. Beløbet må således ikke reguleres i takt med forbruget eller arbejdsgivers løbende omkostninger.
- Den aftalte reduktion af den kontante løn skal løbe over én hel lønaftaleperiode. Som hovedregel må perioden ikke være under 12 måneder.