Årsopgørelsen er Skattestyrelsens opgørelse over den betalte skat for et givent indkomstår. På årsopgørelsen fremgår, hvad skatteyderen i året har haft af indkomst, fradrag og aktiver og dette danner grundlaget for den endelige skat, som skatteyderen skal betale for det givne indkomstår.
Af årsopgørelsen fremgår også, hvad skatteyderen løbende har betalt i skat i løbet af indkomståret. Overstiger dette beløb den endelige skat, er resultatet en overskydende skat, hvorimod der vil blive udløst en restskat, hvis den endelige skat overstiger den i løbet af året betalte skat.
Som fuldt skattepligtig til Danmark gælder et globalindkomstprincip. Det betyder, at årsopgørelsen ikke kun skal indeholde oplysninger om danske indtægter, fradrag og aktiver, men også udenlandske indtægter, fradrag og aktiver.
Årsopgørelsen inddeler fysiske personers indkomst efter følgende kategorier:
1) Personlig indkomst
2) Ligningsmæssige fradrag
3) Kapitalindkomst
4) Skattepligtig indkomst
5) Aktieindkomst
For skatteydere med almindelige indkomstforhold, fx almindelige lønmodtagere, dannes årsopgørelsen automatisk, og skatteyderen skal blot være opmærksom på, at kontrollere de oplysninger, der fremgår af årsopgørelsen samt evt. indberette visse fradrag, fx kørselsfradrag, servicefradrag osv.
Skatteydere, der driver selvstændig virksomhed og/eller har udenlandske forhold skal dog, førend der dannes en årsopgørelse, oplyse Skattestyrelsen om disse forhold på Oplysningsskemaet inden den 1. juli i året efter det givne indkomstår.
En årsopgørelse kan som udgangspunkt ændres 4 år tilbage i tid efter reglerne om genoptagelse.