Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelser på erhvervsvurderinger – Sommerpause og en stadig usikkerhed

04.06.2026

Ejere af erhvervsejendomme, herunder andelsboligforeninger og udlejningsejendomme, befinder sig fortsat i en situation præget af usikkerhed om deres kommende ejendomsskatter. Den seneste officielle og gældende vurdering stammer tilbage fra 2012, og ventetiden på en opdateret vurdering har nu strakt sig over mere end et årti.

De nye vurderinger og deklarationsmeddelelsen

Som led i det nye ejendomsvurderingssystem vil der forud for udsendelsen af selve den nye ejendomsvurdering (som er en 2021-vurdering) blive udsendt en såkaldt deklarationsmeddelelse. Denne meddelelse indeholder de faktuelle oplysninger om ejendommen, som Vurderingsstyrelsen lægger til grund for den kommende vurdering. Ejendomsejere har herefter en reaktionsfrist på 4 uger til at gøre indsigelse, såfremt oplysningerne i deklarationsmeddelelsen ikke er korrekte eller retvisende.

Udsendelsen af de nye vurderinger var planlagt til at begynde ultimo 2025/primo 2026, men processen er gået betydeligt langsommere end forventet.

Status er bekymrende

Ifølge Vurderingsstyrelsens hjemmeside – senest opdateret den 1. juni 2026 – er der på nuværende tidspunkt udsendt blot ca. 1.300 deklarationsmeddelelser ud af en samlet forventet volumen på ca. 500.000. Det er en fremgang, der giver anledning til bekymring, når man tager tidsplanen i betragtning.

De deklarationsmeddelelser, der hidtil er udsendt, vedrører primært andelsboligforeninger og andre boligudlejningsejendomme. Vores erfaring viser, at der i disse tilfælde overvejende er tale om relativt enkle vurderinger set i forhold til den nye vurderingsnorm – men vi har samtidig

konstateret, at vi anser niveauet i grundværdien i disse vurderinger for for højt.

Pause siden valget – og bekymring for sommerfristen

Det er vores fornemmelse, at udsendelsen af deklarationsmeddelelser til egentlige erhvervsejendomme i praksis har ligget stille, siden der blev udskrevet valg. Det har naturligt givet anledning til bekymring for, om udsendelserne ville blive genoptaget tæt på sommerferien – med den konsekvens, at ejendomsejere ville stå med en 4-ugers indsigelsesfrist midt i ferieperioden, hvilket i praksis ville kunne indebære, at muligheden for indsigelse bortfalder.

Tidsplan for udsendelse frem mod sommerferien

FSR – danske revisorer har løbende været i dialog med Vurderingsstyrelsen om tidsplanen. Det er udmeldt fra Vurderingsstyrelsen, at ca. 10.000 deklarationsmeddelelser vil blive udsendt inden sommerferien i uge 23 og 24. Udsendelserne i denne omgang vedrører følgende ejendomstyper:

  • Lager-, logistik- og industriejendomme
  • Rekreative arealer og naturarealer

Herefter sættes udsendelserne på pause frem til uge 32, hvor processen genoptages.

Vi sætter dog spørgsmålstegn ved om ovenstående udmelding er realistisk, da det er vores vurdering, at der stadig mangler at blive udsendt deklarationsmeddelelser på erhvervsejendomme, som benyttes til beboelse. Den hidtidige udmelding har været at disse skulle være udsendt først og forinden man påbegyndte yderligere udsendelser.

Men vær opmærksom på din digitale postkasse

Ejer du en ejendom af ovennævnte type, bør du fra nu af holde øje med din digitale postkasse – Vi er allerede i slutningen af uge 23. Modtager du en deklarationsmeddelelse, er det vigtigt, at du forholder dig til, om de oplysninger, Vurderingsstyrelsen har lagt til grund, er korrekte. Der foreligger en 4 ugers reaktionsfrist. Dette skyldes at klagefristen ved modtagelsen af den endelige gældende vurdering er skærpet og en vurdering vil kun kunne påklages hvis ændringen er på +/- 20 %.

Vi kan gennemgå din vurdering og hjælpe med en eventuel indsigelse

Har du spørgsmål eller brug for assistance i forbindelse med en deklarationsmeddelelse/vurdering, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi har et specialiseret team, der kan gennemgå din vurdering samt evt. udarbejde en indsigelse til deklarationsmeddelelsen, hvis det vurderes nødvendigt i gennemgangen. Læs mere her

 

 

Har du brug for hjælp til din deklarationsmeddelelse eller vurdering? Kontakt os her.

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.