Seniorpræmien gøres nu ekstra økonomisk attraktiv

10.09.2025

Fra politisk side har man de seneste år haft et stort ønske om at holde folk på arbejdsmarkedet. I den forbindelse indførte man i 2019 blandt andet en ordning, hvor personer der havde nået folkepensionsalderen, under visse betingelser kunne opnå en skattefri seniorpræmie.

Ordningen kan anvendes for personer der er født 1. januar 1954 eller senere, og som bliver på arbejdsmarkedet de to første år efter folkepensionsalderen.

På nuværende tidspunkt kan personer, der bliver på arbejdsmarkedet i 12 måneder efter opnået folkepensionsalder, have ret til at modtage en skattefri seniorpræmie på 48.555 kr. (2025). Fortsætter man i yderligere 12 måneder, kan man være berettiget til at modtage 28.902 kr. (2025) mere. Det er ikke en forudsætning at man har modtaget den første præmie for at kunne modtage den anden.

Seniorpræmien forhøjes

Et udkast til et nyt lovforslag fra beskæftigelsesministeren lægger op til en gradvis forhøjelse af seniorpræmien i 2026 og igen i 2029 med henblik på at styrke incitamentet til at blive på arbejdsmarkedet. Hvis lovforslaget vedtages, vil præmien i 2026 blive forhøjet med 5.346 kr. for den første optjeningsperiode og med 3.172 kr. for den anden. I 2029 foreslås en yderligere forhøjelse på henholdsvis 9.179 kr. og 5.346 kr. for de to optjeningsperioder.

Den indkomst, der ligger til grund for optjening af seniorpræmien, modregnes ikke i hverken folkepensionens grundbeløb eller pensionstillæg.

Udbetaling

For lønmodtagere sker udbetalingen af seniorpræmien automatisk ca. to måneder efter en optjeningsperiodes afslutning.

For selvstændigt erhvervsdrivende samt visse hovedaktionærer skal der derimod indsendes en ansøgning om at få seniorpræmien udbetalt. Denne kan først indsendes ét år efter opnået folkepensionsalder, og udbetalingen sker typisk op til et år senere end for lønmodtagere, idet behandlingen først kan finde sted, når årsopgørelsen for indtjeningsperioden foreligger.

Mere info om seniorpræmien finder du her.

Har du spørgsmål til seniorpræmien, så sidder vi klar til at hjælpe dig:

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.