Nyhed – Aftale om Finanslov 2026 – Skatte- og afgiftslettelser

23.10.2025
>

Finansministeriet har torsdag d. 23. oktober 2025 præsenteret en aftale om den nye finanslov for 2026. Det er ifølge Regeringen og Det Konservative Folkeparti en finanslov, der gør hverdagen billigere og bedre for danskerne blandt andet som følge af skatte- og afgiftslettelser.

Det gælder blandt andet en midlertidig afskaffelse af elafgiften i 2026 og 2027, udskydelse af registreringsafgift på elbiler og forhøjelse af beskæftigelsesfradrag for seniorer i arbejde.

Samlet indebærer initiativerne på finansloven for 2026 lempelser af afgifter og skatter for ca. 11 mia. kr. i 2026.

Udskydelse af højere registreringsafgift for elbiler

Ifølge den nye finanslov udskydes den planlagte nedsættelse af den afgiftsfri grænse for elbiler samt indfasningen af den effektive sats for betaling af registreringsafgiften for elbiler med et år.

Dermed videreføres den gældende sats for betaling af registreringsafgiften for elbiler og den afgiftsfri grænse for elbiler på 419.000 DKK i 2026.

Lempelse af den almindelige elafgift

Herudover afskaffes elafgiften midlertidigt i 2026 og 2027 svarende til at reducere afgiften til EU’s minimumssats for private på 0,8 øre pr. kWh.

For en almindelig husholdning ved et elforbrug på 4.000 kWh pr. år vil nedsættelsen svare til en besparelse på ca. 3.600 kr. årligt (inkl. moms).

Forhøjelse af det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer og udvidelse af periode til fem år

For at fastholde og øge seniorernes tilknytning til arbejdsmarkedet er det aftalt, at perioden for det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer udvides fra to år til fem år før folkepensionsalderen.

Fradragssatsen forhøjes tilmed fra 1,4 pct. til 8,5 pct. i 2026-2028, fra 3,8 pct. til 8,5 pct. i 2029 og fra 3,9 pct. til 10 pct. fra og med 2030. Det maksimale fradrag øges tilsvarende fra 6.100 kr. (2026-niveau) til 37.000 kr. i 2026-2028, fra 16.700 kr. til 37.000 kr. i 2029 og fra 17.100 kr. til 43.800 kr. fra og med 2030.

Ifølge Finansministeriet giver initiativet en skattelettelse på op til 7.950 kr. i 2026.

Afskaffelse af afgifter på kaffe samt chokolade- og sukkervarer

Der afsættes ca. 1,3 mia. kr. i 2026, ca. 2,5 mia. kr. årligt i 2027-2028 og ca. 2,4 mia. kr. i 2029 og frem til at afskaffe afgifterne på kaffe samt chokolade- og sukkervarer.

Afskaffelsen forventes at mindske de administrative byrder for erhvervslivet og Skatteforvaltningen samt gøre det billigere at være dansker. Herudover er det noteret, at Regeringen igangsætter et arbejde, der skal muliggøre at indføre differentieret moms på et senere tidspunkt, hvis der er politisk ønske herom.

Fjernelse af bogmoms

Der er enighed om indførelsen nulmoms på bøger, herunder trykte bøger, e-bøger og lydbøger.

Danmark lægger sig hermed på linje med en række andre lande som fx Irland og Sverige, der allerede har reduceret moms eller nulmoms på bøger.

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.