Frist for ordinær genoptagelse d. 1. maj 2026

30.03.2026

Fredag d. 1. maj 2026 udløber fristen for genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2022. Det betyder, at det er ved at være sidste chance for at foretage ændringer til skatteansættelsen for indkomståret 2022, og her kan vi naturligvis være behjælpelige.

Genoptagelsesfristerne fremgår af Skatteforvaltningsloven. Heraf følger det, at den ordinære frist for genoptagelse er d. 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det er netop denne ordinære frist, som udløber d. 1. maj 2026 for så vidt angår indkomståret 2022.

Ekstraordinær genoptagelse

Efter udløbet af den ordinære frist, kan skatteansættelsen alene genoptages, hvis én af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt. Om end listen herfor er relativt lang, er det erfaringsmæssigt vanskeligt at få bevilget en anmodning om ekstraordinær genoptagelse, når denne kommer fra skatteyderen selv og særligt, når der er tale om fx glemte fradrag.

Bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse anvendes i højere grad fra Skattestyrelsens side, særligt hvor der er udvist forsæt eller grov uagtsomhed fra skatteyderen. Dette er naturligvis tilfældet, hvor man bevidst har udeladt hele eller dele af skattepligtige indkomster, men efter praksis anser Skattestyrelsen også manglende kendskab til skattereglerne som groft uagtsomt (se fx her, hvor vi redegør for en nylig afgørelse fra Skattestyrelsen). Dette er dog altid en konkret vurdering.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har afgivet de korrekte og fyldestgørende oplysninger om indkomster og aktiver for indkomståret 2022, eller ønsker du assistance til at anmode om genoptagelse af din skatteansættelse for 2022, bør du være særlig opmærksom på fristen d. 1. maj 2026.

Har du spørgsmål vedr. genoptagelse af skatteansættelse, sidder vi klar til at hjælpe dig:

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.