Bidrag til politiske partier og kandidater
Kommunalvalget finder sted d. 18. november 2025 og nærmer sig derfor med hastige skridt. I takt med dette er der mange, der melder sig på banen med støtte til deres fortrukne kandidat eller parti. Men hvad betyder det egentlig skattemæssigt, når man giver et bidrag? Skattereglerne er et vigtigt, men ofte overset, element i forbindelse med kommunalvalg.
Offentligt ydet støtte til et politisk parti eller en politisk kandidat, som er uden for partierne, vil altid være skattefri. Dette gælder dog ikke nødvendigvis for støtte ydet af privatpersoner eller af private virksomheder, og det er netop de regler, der gælder for denne type støtte, gennemgås i artiklen.
Hvis støtten er ydet til et politisk parti
Når en privatperson eller en privat virksomhed yder et bidrag til et politisk parti, vil dette være skattefrit for partiet, fordi indkomsten anses for at være af ikke-erhvervsmæssig karakter. Herefter kan partiet vælge, om de vil kanalisere bidraget ud til den enkelte kandidat til brug for dennes politiske arbejde. Hvis de gør dette, vil dette ikke blive anset for en indtægt for kandidaten og har derfor ingen skattemæssige konsekvenser.
Hvis støtten er ydet til en politisk kandidat (i eller uden for parti)
Private tilskud til en kandidat uden for partierne eller til en bestemt politiker inden for et parti anses som personlig indkomst for modtageren og skal derfor beskattes. Støtte, der modtages via partiforeningen, er som tidligere nævnt ikke skattepligtig for kandidaten. Dog kan der være situationer, hvor kandidaten til fordel for sit parti giver afkald på et bidrag, som denne har modtaget i det private. Dette bidrag vil stadig være skattepligtigt for kandidaten, da denne ved afkaldet af bidraget har disponeret over det. Det er ikke muligt for kandidaten at fradrage bidraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Bidragets form har ingen betydning for, om der skal betales skat. Det behøver altså ikke være kontanter, før skattepligten opstår. For eksempel vil en betalt støtteannonce i en avis blive betragtet som skattepligtigt bidrag. Det afgørende er, om bidraget har til formål at profilere kandidaten. Hvis der derimod er tale om en artikel, der blot er oplysende eller orienterende, vil den normalt ikke blive anset som profilering, og kandidaten vil derfor ikke være skattepligtig af værdien.
Hvis en politisk kandidat starter sin egen indsamling, f.eks. via MobilePay, crowdfunding m.v. vil disse bidrag anses som værende skattepligtige.
Fradrag for bidrag
Privatpersoner eller private virksomheder har ikke fradragsret for de bidrag, som gives til politiske partier eller kandidater.
Det ses derudover i flere afgørelser, at Skattestyrelsen anser bidrag fra private virksomheder som maskeret udlodning til virksomhedsejeren, idet bidraget anses for et være ydet i virksomhedsejerens private interesse. Dette medfører ikke blot en manglende fradragsret i virksomheden, men også en skattepligt for virksomhedsejeren. Problemstilling omkring maskeret udlodning ses ofte i hovedaktionærselskaber.
Frivilligt arbejde
En anden måde at støtte et parti på, kan være igennem frivilligt arbejde ved f.eks. at hjælpe med at sætte valgplakater op. Skatterådet fastslog i et bindende svar fra 2009, at frivillige, ulønnede hjælpere og ledere i politiske partier, også er omfattet af ligningsloven § 7 M. Dette betyder, at en frivillig kan modtage skattefri godtgørelse til at dække udgifter forbundet med deres frivillige arbejde, såsom telefon, internet, kørsel mv.
Skattefriheden er betinget af, at godtgørelsen udbetales til dækning af udgifter, som den frivillige afholder på partiforeningens vegne, samt at godtgørelsen ikke overstiger Skatterådets satser.
Har du spørgsmål vedr. bidrag, er du velkommen til at kontakte:
Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.