Hos KS Tree Care i Greve har de specialiseret sig i træpleje til kommuner, erhverv og privat – de er stolte træmænd, som de siger. For de sætter en ære i en yde en god service, til glæde for deres kunder. Foruden service og en grøn agenda, der roligt trænger sig på, er der en stolthed over at levere et godt stykke arbejde. De er træmænd, stolte af deres fag – og lidt af den stolthed går i disse år fra far til søn med hjælp fra Redmark, der understøtter stifter og direktør i KS Tree Care, Kim Poulsen med et generationsskifte og dermed gradvis overdragelse af virksomheden til sønnen, Nikolaj Baron.
KS Tree Care servicerer hele Sjælland med alt inden for træpleje, beplantning og vedligeholdelse af grønne områder. Blandt kunderne finder vi Dyrehavsbakken, Bispebjerg Kirkegård og Glyptoteket, men også en stor del privatkunder.
For stifter og direktør, Kim Poulsen, var det vigtigt at søge professionel hjælp til generationsskiftet, og i dag er han glad for, at han indledte dialogen med sin revisor. Ikke bare for at finde den struktur, der passer bedst, men også fordi, at et generationsskifte tager tid.
“Et generationsskifte sker ikke bare over natten, det er en lang proces, der kan tage op til 10 år. Derfor var det vigtigt for os at komme i gang i god tid, så overdragelsen kunne ske i et tempo, hvor både min søn og jeg kan følge med. Sammen med Rasmus fik vi kortlagt de forskellige typer af generationsskifte og fik sat gang i den proces, som vi følte passede til os og virksomheden,” indleder Kim Poulsen, stifter og direktør i KS Tree Care.
“Vi valgte en løsning, hvor jeg beholder al ejendom, og Nikolaj overtager driftsselskabet med udbytte, der skal afvikle gælden. På den måde overdrages hele virksomheden ikke fra dag et, men sker løbende over en årrække. Så kan jeg fortsat have en finger med i spillet,” siger Kim med et smil og fortsætter:
“Det giver mig ro i maven og en vished om, at vi har truffet den rigtige beslutning. Rasmus har været med til at give et godt overblik og inddele processen i steps, som er lidt nemmere at forholde sig til i en travl hverdag. Vi er kommet godt fra start og stresser ikke med det. Vi har fuld tillid til Redmark og føler os i trygge hænder.”
Kim Poulsen har 30 års erfaring fra faget, herunder 24 år som virksomhedsejer – erfaring, som Nikolaj kan gøre brug af i overdragelsen.
“Det er et stort spring at gå fra ansat til virksomhedsejer, selvom jeg har arbejdet sammen med min far i en del år efterhånden. Derfor er jeg glad for, at vi fik sat gang i overdragelsen i god tid, så jeg med ro i maven kan overtage driften stille og roligt. For jeg vil nemlig gerne fortsat bruge meget af min tid ude i marken og møde kunderne,” fortæller Nikolaj Baron, medejer af KS Tree Care.
KS Tree Care har været på en enorm vækstrejse og har budt ind med opgaver i et marked og i en tid, hvor efterspørgslen på professionel haveservice steg. Kim startede virksomheden for 24 år siden og omsatte første år for en million, i dag runder de 16 millioner. Nu hvor Nikolaj står overfor at overtage roret er det nærliggende at spørge, om der er større ændringer på vej til familievirksomheden.
“Jeg vil holde fast ved vores kerneværdier, hvor god service og professionelle løsninger fortsat skal være vores fundament. Men jeg vil gerne udvide med flere vedligeholdelsesopgaver, som også er med til at sikre et godt flow af opgaver hele året rundt. Vi vil ikke være for store, men fokusere på at yde den nære service. Det tror jeg er med til at skabe gode og langvarige relationer,” fortæller Nikolaj.
Med generationsskiftet er der kommet en professionel bestyrelse, som skal være med til at sikre virksomhedens fortsatte vækst. Blandt de øverster punkter på agendaen er bæredygtighed.
“Vi er ved at tage hul på ESG, eftersom vi indgår i større virksomheders værdikæde, og der bliver stillet større krav til os. Vi føler, at vi her kan gøre en forskel med vores erhverv, og vi glæder os til at starte den rejse sammen med bl.a. Redmark, sideløbende med, at vi tager hånd om generationsskiftet,” fortæller Kim.