Et stærkt samarbejde, der holder kursen

22.09.2025

Aalborg Lufthavn og Redmark har været samarbejdspartnere siden 1997. I lufthavnen fortæller ledelsen, at den langvarige relation har skabt en unik og solid platform, der også skaber tryghed. Lufthavnens ledelse ser derfor også Redmark som en solid sparringspartner i fremtiden.

For Niels Hemmingsen, der er CEO i Aalborg Lufthavn, er det for så vidt meget enkelt.

– Det er vigtigt for mig, at vores medarbejdere føler sig trygge, når revisionen kommer på besøg. Vi har brug for en revisionspartner, der forstår os og vores udfordringer, siger han.

Han fortsætter:  

– Når revisionen kommer her til Aalborg Lufthavn, skal der være en god kemi mellem dem og vores medarbejdere. De skal være til stede uden at forstyrre driften som sådan. Samtidig skal de kunne stille de rigtige spørgsmål. Det kan Redmark, siger han.

Niels Hemmingsen er ikke i tvivl om, at det er en fordel, at Aalborg Lufthavn har haft Redmark som samarbejdspartner siden 1997, hvor Aalborg Lufthavn blev en selvejende institution.

– Der er en masse historik, som de har med sig, fordi de har fulgt os et langt stykke ad vejen. De har så at sige være med på rejsen og del af den store udvikling, vi har været igennem. En udvikling, som fortsat er i fuld gang. Det er helt sikkert medvirkende til, at de kan give os kvalificerede råd og vejledning. De skal ikke starte forfra hver gang, siger han og fortsætter:

– Samtidig ved vi, at de har styr på den særlige lovgivning, der gælder i forbindelse med revision og rådgivning af lufthavnsvæsenet. Det er en stor tryghed for både os og vores øvrige samarbejdspartnere og interessenter, når vi for eksempel præsenterer vores regnskab.

Lufthavnsdrift er nemlig alt andet en enkel, understreger Niels Hemmingsen.

– Lige nu holder vi jo ekstra øje med de udenlandske toldsatser, krigen i Ukraine og hele klimadiskussionen. Herudover er der jo de mange, også nye love, der omfatter driften af en lufthavn, siger han og fortsætter:

– Det er kort sagt komplekst at drive en lufthavn, og det kræver både, at vores revisionspartner har en stor forståelse for forretningen og en stærk fornemmelse for, hvad der kan blive fremtidige udfordringer.

Niels Hemmingsen har været CEO i Aalborg Lufthavn siden 2020, så han ”overtog” Redmark fra den tidligere ledelse.

– Redmark havde jo allerede slået fast, at de var en partner, der både havde kompetencerne, altid leverede, og som prioriterer lufthavnen, når det er nødvendigt, siger han.

– Kontinuitet er vigtig for os, og jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg ville fortsætte samarbejdet, da jeg startede som CEO, siger han.

Vokset med lufthavnen

Hos Redmark genkender Johnny V. Jensen, der er partner og statsautoriseret revisor også, at Redmarks opgaver er blevet mere komplekse og vidererækkende over årene.

– I starten var det jo mere eller mindre bare en lufthavn, der arbejdede med indenrigs og udenrigsflyvning. Men i dag omfatter driften jo blandt andet også udlejning af erhvervslokaler i lufthavnen, egen drift af en stor tax free-afdeling, restauranter, parkering og udlejning af hangarer, siger han.

Han understreger, at de lange og tætte relationer, prioriteres hos Redmark.

 – Det er klart, at vi er stolte over, at vi fortsat er revisionspartner for så markant en virksomhed som Aalborg Lufthavn.

– Lufthavnen har og er på en fantastisk rejse, og vi får lov at være med.

Hos Redmark er der da heller ingen problemer med at få medarbejdere til at løse opgaver i Aalborg Lufthavn.

– De medarbejdere, der arbejder med Aalborg Lufthavn, føler både et stort ejerskab og stolthed. Noget de jo har til fælles med rigtigt mange borgere i Nordjylland, smiler Johnny V. Jensen.

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.