Skattestyrelsen har netop offentliggjort et nyt styresignal, som ændrer en mangeårig praksis for beskatning af honorarmodtagere, herunder bestyrelsesmedlemmer. Ændringen får stor betydning for personer, der har haft betydelige udgifter i forbindelse med honorararbejde og tidligere ikke har kunnet opnå fuldt skattemæssigt fradrag for udgifterne.
Hvad er ændret?
Den tidligere praksis angav, at fradrag for udgifter i honorarvirksomheder var begrænset til størrelsen af honorarindtægten. Dette resulterede i, at et underskud fra en afholdt honoraraktivitet hverken kunne modregnes i anden indkomst eller fremføres til senere år.
Denne praksis er dog i april 2025 blevet underkendt af Østre Landsret, der har fastslået, at statsskattelovens regler vedrørende driftsomkostninger ikke giver grundlag for en såkaldt kildeartsbegrænsning af fradrag for honorarmodtagere. På baggrund heraf er der netop udsendt et styresignal – SKM2026.515.SKTST – der præciserer ændringerne og de ”nye” forbedrede fradragsmuligheder.
Af styresignalet fremgår følgende fradragsmuligheder:
- Der er fradrag for driftsomkostninger, som er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde honorarindkomsten, herunder fradrag for erstatninger.
- Fradraget er ikke længere kildeartsbegrænset, dvs. at fradraget ikke længere er begrænset til honorarindtægten.
- Fradraget gives som et fradrag i den personlige indkomst, i det omfang fradraget kan rummes i honorarindtægten. Fradrag herudover gives som et ligningsmæssigt fradrag.
- Skatteydere, som tidligere har fået begrænset deres fradrag, kan have mulighed for at få deres skatteansættelser genoptaget.
Sagen, der førte til ændringen
Det nye styresignal udspringer af ovenstående dom fra Østre Landsret, hvor to bestyrelsesmedlemmer blev pålagt at betale en erstatning på lidt over 50.000.000 kr. som følge af deres bestyrelsesarbejde. Selvom det blev anerkendt, at erstatningskravet udsprang fra deres bestyrelsesarbejde, og derved blev anset som en fradragsberettiget driftsomkostning, ville skattemyndighederne oprindeligt begrænse fradraget til størrelsen af de modtagne bestyrelseshonorarer på hhv. 100.000 kr. og 0 kr. Dette ville imidlertid kun resultere i fradrag for hhv. 92.000kr. og 0 kr. Østre Landsret gav dog skatteyderne medhold i, at der ikke var lovhjemmel til denne kildeartsbegrænsning.
Hvem bliver berørt af denne ændring?
Denne ændring i praksis er særlig relevant for personer, der modtager honorar, uden at det sker i forbindelse med driften af deres selvstændige erhvervsvirksomhed. Dette kan eksempelvis være:
- Freelancere
- Foredragsholdere
- Bestyrelsesmedlemmer
- Forfattere
- Andre modtagere af honorarindkomst
Mulighed for genoptagelse af tidligere indkomstår
I forbindelse med denne ændring i praksis, åbner Skattestyrelsen samtidig op for muligheden for genoptagelse af tidligere skatteansættelser.
Der kan som udgangspunkt søges om ordinær genoptagelse fra og med indkomståret 2023, mens der efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse kan ske genoptagelse helt tilbage til indkomståret 2019. Anmodningen om en ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest seks måneder efter offentliggørelsen af styresignalet, dvs. senest den 30. april 2027.
Har du derfor modtaget honorarer og samtidig haft væsentlige udgifter forbundet hermed, kan det være relevant at undersøge, om du har krav på yderligere fradrag, eller om du har mulighed for genoptagelse. Redmark kan assistere dig med en vurdering heraf og selvfølgelig også selve genoptagelsen af tidligere indkomstår.