Folketinget åbnede tirsdag den 6. oktober 2026, og i forbindelse med statsministerens åbningstale blev regeringens lovprogram for det nye folketingsår offentliggjort.
Lovprogrammet indeholder en række initiativer, der kan få betydning for skatte- og momsområdet – både for virksomheder og private.
Programmet består af lovforslag, som forventes fremsat løbende i folketingsåret. Da forslagene endnu ikke er fremsat, er der på nuværende tidspunkt begrænset information om det konkrete indhold og den præcise udformning.
Nedenfor fremgår en kort beskrivelse af de væsentligste påtænkte lovforslag inden for skatte- og momsområdet.
Flere gode nyheder i Lovprogrammet!
Regeringen vil blandt andet arbejde for en lempelse af såkaldt ”trippel-beskatning”, der har fyldt meget i nyhederne på det sidste, og som må anses som et godt skridt mod bedre retssikkerhed for skatteborgerne.
Samtidigt er der nye regler på vej for beskatningen af kryptoaktiver efter et længere forløb med bl.a. belysning af andre landes modeller.
Og endeligt kan satsen for selskabsskat blive nedsat fra nuværende 22 % til 19%.
Skatteområdet
Afskaffelse af trippel-beskatning
Der lægges op til at lempe den såkaldte trippel-beskatning. Problemstillingen kan opstå, når en person driver virksomhed gennem et selskab, men Skatteforvaltningen vurderer, at personen og ikke selskabet er rette indkomstmodtager af et vederlag, som selskabet har modtaget.
Lovforslaget følger op på Skattelovrådets rapport om trippel-beskatning og skal lempe den meget hårde beskatning, der kan opstå i disse situationer.
Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af februar 2027.
Beskatning af kryptoaktiver
Regeringen ønsker at ændre reglerne for beskatning af kryptoaktiver. Formålet er at gøre op med den nuværende asymmetriske beskatning og samtidig gøre det lettere for skattepligtige at beregne og betale den korrekte skat.
Lovprogrammet indeholder endnu ikke nærmere oplysninger om, hvordan den fremtidige beskatningsmodel konkret skal udformes. De nærmere regler vil derfor først kunne vurderes, når lovforslaget fremsættes.
Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2027.
Nedsættelse af selskabsskatten
Regeringen har varslet en nedsættelse af selskabsskatten med i alt 3 procentpoint over tre år. Nedsættelsen indgår blandt skatteinitiativerne i det nye regeringsgrundlag og vil få betydning for danske selskaber.
Lovprogrammet indeholder endnu ikke nærmere oplysninger om den konkrete udformning af nedsættelsen, men et lovforslag om udmøntning af skatteinitiativerne i regeringsgrundlaget forventes fremsat i første halvdel af februar 2027.
Skatteændringer for virksomheder og private
Der lægges op til en række ændringer, som kan få betydning for både virksomheder og private. For virksomheder foreslås det blandt andet at forbedre mulighederne for at fradrage lønudgifter til udvikling af software til eget brug. Derudover foreslås en række ændringer for private, herunder en forhøjelse af standardfradraget for dagplejere til 65 pct. samt en forhøjelse af det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer. Samtidig udvides perioden for seniorfradraget fra to til fem år før folkepensionsalderen.
Lovforslaget indeholder desuden en fritagelse for variabel tinglysningsafgift, når anden eller yderligere fast ejendom inddrages i visse eksisterende sampantsætninger.
Lovforslaget forventes fremsættes i anden halvdel af oktober 2026.
Beskatning af prissikringskontrakter
Regeringen foreslår at ændre den skattemæssige behandling af visse prissikringskontrakter. Efter forslaget skal prissikringskontrakter med en varighed på tre år eller derover, som er indgået som led i virksomhedens primære drift, beskattes efter realisationsprincippet frem for lagerprincippet.
Det betyder, at beskatningen af de omfattede kontrakter knyttes til realisationen i stedet for den løbende værdiregulering. Forslaget følger op på en politisk aftale om ændring af den skattemæssige behandling af prissikringskontrakter fra februar 2026.
Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af november 2026.
Ejendomsvurdering og ejendomsskat
Der lægges op til en række justeringer på ejendomsvurderings- og ejendomsskatteområdet. Blandt andet foreslås en kompensationsordning for renter som følge af sent udsendte ejendomsvurderinger samt justeringer af reglerne om prisindeks for ejerlejligheder. Derudover skal Skatteforvaltningen overtage de sidste dele af administrationen af grundskyld og dækningsafgift for skatteåret 2023 og tidligere år.
Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af december 2026.
Skat- og afgifter
Boafgift
Der lægges op til at afskaffe tillægsboafgiften for arv til søskendes børn. Ændringen betyder, at nevøer og niecer ikke længere skal betale den særlige tillægsboafgift, når de modtager arv.
Forslaget indgår i et større lovforslag med en række ændringer på skatte- og afgiftsområdet og forventes fremsat i første halvdel af oktober 2026
Moms- og afgifter
Nulmoms på bøger og afskaffelse af kaffeafgiften
Regeringen foreslår at afskaffe kaffeafgiften og indføre nulmoms på bøger. Forslaget indebærer dermed ændringer på to områder, som berører både virksomheder og forbrugere.
Ændringerne indgår i det samme større lovforslag, som blandt andet også omfatter motions- og musikundervisningsfradrag, ændringer i boafgiften og en række øvrige skatteændringer.
Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af oktober 2026.
Nye momsregler for grænseoverskridende handel og digitale platforme
Der lægges op til nye momsregler for grænseoverskridende handel i EU. Reglerne skal blandt andet gøre det muligt for flere virksomheder at undgå momsregistrering i flere lande, når de har grænseoverskridende salg i andre EU-lande. Derudover skal reglerne sikre korrekt momsbetaling ved fjernsalg af varer fra lande uden for EU til forbrugere i EU og dermed bidrage til mere lige konkurrencevilkår for virksomheder i EU.
Dette lovforslag forventes fremsat i første halvdel af november 2026.
Der lægges desuden op til nye regler for platformsøkonomien. Reglerne vedrører digitale platformes formidling af hotellignende korttidsudlejning af fast ejendom og persontransport ad vej og skal gennemføre nye EU-regler på området.
Dette lovforslag forventes fremsat i anden halvdel af februar 2027.