Udsendelsen af nye erhvervsejendomsvurderinger er stadigt langt bagud i forhold til den oprindelige tidsplan. Status pr. 1. september 2026 var, at der var udsendt ca. 36.000 deklarationsmeddelelser til ejere af erhvervsejendomme mod ca. 1.300 meddelelser før sommerferien.
Deklarationsmeddelelsen indeholder de oplysninger, som indgår i den kommende 2021-ejendomsvurdering. Med andre ord deklarationsmeddelelsen er selve grundlaget for den nye og gældende 2021-ejendomsvurdering.
Vi anbefaler på det kraftigste, at meddelelsen gennemgås nøje fakta, fejl og mangler. Dette som følge af at en kommende og gældende vurdering, kun kan påklages hvis klagen vil medføre en 20 % afvigelse. Dette betyder, at hvis der foreligger fejl, der eksempelvis kun vil medføre en 18 % nedsættelse af den fastsatte grundværdi i ejendomsvurderingen, vil klagen kunne afvises.
Vær opmærksom, da der kun foreligger en 4 ugers frist fra modtagelsen af deklarationen til at komme med indsigelser hertil.
Hvad bør gennemgås?
Som udgangspunkt bør ejeren dog navnlig kontrollere følgende:
- BBR-oplysninger: Bygningsarealer, anvendelse, byggeår, om- og tilbygninger, antal enheder og øvrige bygningsdata bør stemme med ejendommens faktiske forhold på vurderingstidspunktet som er 1. marts 2021
- Ejendommens anvendelse og kategorisering: Erhvervsejendomme henføres efter deres faktiske anvendelse til vurderingskategorier. Det er derfor væsentligt, at den registrerede anvendelse af bygninger, arealer og eventuelle delejendomme er korrekt.
- Servitutter: Undersøg, om relevante tinglyste privatretlige servitutter fremgår og er korrekt beskrevet. Servitutter kan have betydning for vurderingen, men loven afgrænser, hvilke privatretlige servitutter der skal tages hensyn til. Derfor fremgår alle servitutter ikke nødvendigvis af deklarationen.
- Sammenlignelige ejendomme: Kontrollér de ejendomme og de faktiske oplysninger om dem, som Vurderingsstyrelsen forventer at tillægge væsentlig betydning. Vurdér særligt, om deres beliggenhed, anvendelse, størrelse, stand og øvrige karakteristika faktisk er sammenlignelige med den konkrete ejendom.
- Plan- og arealforhold: Kontrollér blandt andet grundareal, zonestatus, lokalplanforhold og muligheder for anvendelse. For erhvervsejendomme kan de mulige anvendelser være centrale for grundværdien.
Den nye kommende og gældende ejendomsvurdering for 2021 danner grundlag for ejers ejendomsskatter (grundskyld og dækningsafgift) i 2022 og 2023, og der vil senere ske efterregulering heraf.
Har du modtaget en deklarationsmeddelelse er du velkommen til at sende den til gennemgang hos Redmarks Skatteafdeling.