Kryptoaktiver og skat for privatpersoner – et kort overblik
Skatten på kryptoaktiver afhænger både af, hvilken type kryptoaktiv du ejer, og hvad du gør med det. Det har flere gange fra politisk side været på tale at indføre konkrete regler for beskatning af kryptoaktiver. Det er dog aldrig blevet til mere end forslag og diskussioner, hvorfor beskatning af kryptoaktiver fortsat skal følge de nugældende skatteregler, vi har i dag, omend det ikke altid er hensigtsmæssigt for skatteyderen. Dette er et kort overblik over de regler, der gælder for privatpersoner baseret på gældende praksis. Der skal altid foretages en konkret vurdering af det enkelte token og de faktiske vilkår, før den endelige skattemæssige kvalifikation kan fastlægges.
Typer af krypto – de vigtigste hovedlinjer
Betalingstokens – f.eks. Bitcoin (BTC) og Litecoin (LTC). Krypto med samme karakteristika som bitcoin behandles som udgangspunkt som formuegoder og ikke som finansielle kontrakter. For privatpersoner er det derfor typisk afståelsen – fx salg eller bytte – der udløser beskatning. Efter nyere praksis anses kryptovaluta som hovedregel for erhvervet i spekulationshensigt, og gevinst beskattes derfor normalt som personlig indkomst, mens tab som udgangspunkt er et ligningsmæssigt fradrag.
Stablecoins – f.eks. USDC, USDT og lignende tokens, der søger at følge værdien af en valuta eller et andet aktiv. Nogle stablecoins kan efter en konkret vurdering være omfattet af reglerne om finansielle kontrakter. Hvis betingelserne er opfyldt, beskattes de efter lagerprincippet, så gevinst og tab opgøres løbende ved årets udgang. Det gælder ikke automatisk alle stablecoins, men praksis viser, at visse kan være finansielle kontrakter.
Utility-tokens og security-tokens – disse tokens skal vurderes ud fra deres konkrete funktion og kontraktindhold. Nogle vil falde uden for reglerne om finansielle kontrakter, mens andre kan blive behandlet som finansielle kontrakter eller værdipapirlignende aktiver. Her er det især de juridiske vilkår og den økonomiske struktur, der er afgørende.
NFT’er – unikke digitale aktiver som f.eks. de digitale samlerobjekter Bored Ape eller Pudgy Penguin. NFT’er er ikke automatisk omfattet af kursgevinstloven eller aktieavancebeskatningsloven. For privatpersoner vil beskatningen derfor ofte bero på de almindelige regler om spekulation og en konkret vurdering af formål, handelsmønster og omsætning som f.eks. Bitcoins.
Hvad udløser typisk skat?
Salg og bytte – Skattekrav opstår ikke kun når du sælger. Også bytte mellem to kryptoaktiver kan være en skattemæssig afståelse. Det betyder, at både salg, indfrielse og ombytning kan udløse gevinst eller tab, som skal opgøres på tidspunktet for transaktionen.
Staking, airdrops og mining – modtagne tokens skal normalt værdiansættes på modtagelsestidspunktet. Hvis de senere sælges eller byttes, skal der igen opgøres gevinst eller tab.
Krypto-derivater – futures, optioner og lignende beskattes som udgangspunkt efter reglerne om finansielle kontrakter. Her gælder lagerprincippet, og beskatningen afhænger ikke af, hvordan det underliggende kryptoaktiv ellers ville være blevet beskattet.
Indkomsttype – for finansielle kontrakter vil gevinst og tab som udgangspunkt indgå i kapitalindkomsten for privatpersoner, der ikke driver næring. For realisationsbeskattede kryptoaktiver vil gevinster ved spekulation typisk blive beskattet som personlig indkomst, mens tab normalt behandles som ligningsmæssigt fradrag.
Dokumentation og compliance
Det er vigtigt at gemme handelsudtog, wallet-adresser, børskvitteringer, kursdata på handelstidspunktet, gebyrer og egne noter om byttehandler. Uden tilstrækkelig dokumentation bliver det vanskeligt at opgøre gevinst og tab korrekt, hvilket ofte vil komme skatteyderen til ugunst.
For privatpersoner gælder der ikke én samlet model for al krypto. Nogle aktiver beskattes først ved realisation, mens andre – især finansielle kontrakter – lagerbeskattes årligt til handelsværdien ved årets udgang. Gevinster og tab skal oplyses på årsopgørelsen, også når der er sket bytte mellem kryptoaktiver.
Kryptoaktiver som fokusområde for Skattestyrelsen
Kryptoområdet er et fokusområde hos Skattestyrelsen. For dig som privat investor er de vigtigste punkter derfor: få aktivet klassificeret korrekt, vær opmærksom på at også bytte kan udløse skat, og sørg for en solid dokumentation af alle transaktioner. Det mindsker risikoen for fejl, manglende indberetning og efteropkrævninger. I tilfælde af, at man udtages til skattekontrol, mindskes risikoen også for, at Skattestyrelsen angiver f.eks. anskaffelsessummer til 0, som følge af manglende dokumentation for anskaffelsessummer.
KLARERE INDSIGT
Gå ikke glip af vigtige nyheder, publikationer og spændende events - skriv dig op til vores nyhedsbrev
Tilmeld Redmarks nyhedsbrevVores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.