Virksomhedordningen er en skatteberegningsmodel, der kan anvendes af skattepligtige, som driver selvstændig erhvervsvirksomhed.
Virksomhedsordningen ligestiller på mange måder en personligt drevet virksomhed med et selskab.
Fordele ved anvendelse af virksomhedsordningen:
- Virksomhedens renteudgifter kan fratrækkes i den personlige indkomst som andre driftsomkostninger
- Lavere beskatning af en beregnet forrentning af egenkapitalen i virksomheden (kapitalafkast). Således at afkastet ved investering i egen virksomhed ligestilles med afkastet ved passiv investering
- Der kan spares op i virksomheden mod betaling af en foreløbig skat på 22 pct., hvilket giver virksomheden en bedre likviditet
- Erhvervsdrivende med svingende indkomster kan udjævne beskatningen over årene ved at lade overskuddet eller en del heraf blive stående i virksomheden mod betaling af en foreløbig skat på 22 pct.
Betingelser for anvendelse af virksomhedsordningen:
- Ved indsendelse af selvangivelsen skal det tilkendegives, at iværksætteren ønsker at anvende ordningen
- Virksomhedens økonomi og iværksætterens private økonomi skal adskilles regnskabsmæssigt
- Overførsler mellem den privates og virksomhedens økonomi skal bogføres særskilt for hver post
- Ordningen omfatter alle de virksomheder, som den skattepligtige driver
Overføres et overskud, der er opsparet i virksomhedsordningen, fra virksomheden til privatøkonomien, medregnes beløbet inkl. den foreløbige virksomhedsskat ved opgørelsen af den skattepligtige personlige indkomst. Den betalte foreløbige virksomhedsskat, fratrækkes herefter i den skattepligtiges slutskat for det pågældende indkomstår.
Hele opsparingen i virksomhedsordningen er således personlig indkomst, når den hæves.
Vi gennemgår kun hovedtrækkende i virksomhedsordningen og ordningen kan være kompliceret. Det kan derfor anbefales at iværksætteren søger professionel rådgivning f.eks. hvad angår privatbenyttelse af virksomhedens bil mv.