Tid til afholdelse af de ordinære generalforsamlinger – er der skatte- og momsmæssigt fradrag for udgifterne?

17.02.2026

For selskaber, der har kalenderåret som regnskabsår, er foråret højsæson for de ordinære generalforsamlinger. Her skal regnskabet for det foregående år godkendes, og det skal besluttes hvordan et over- eller underskud skal anvendes eller dækkes. Det kan give anledning til spørgsmål om, hvad der rent skatte- og momsmæssigt accepteres ved afholdelsen af disse generalforsamlinger.

Fra et skatteretligt perspektiv anses udgifter til en generalforsamling helt overordnet set efter praksis som en fradragsberettiget driftsomkostning, når det antages at udgifterne afholdes over for personer der er tilknyttet virksomheden; medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer, direktionen og aktionærer.

Hvis der deltager andre personer end anført ovenfor, kan udgifterne hertil i stedet fradrages som repræsentationsudgifter. Dette er tilfældet hvis selskabets revisor deltager i generalforsamlingen.

Deltagernes skattepligt af bespisning

Deltagerne beskattes efter praksis ikke af bespisning i umiddelbar tilknytning til et arbejdsrelateret arrangement som en generalforsamling, hvis det kan vurderes, at bespisningen udgør et sædvanligt element og er af almindeligt omfang, fx en lettere anretning.

Hvis bespisningen efter omfang og karakter derimod vurderes at være af ekstravagant karakter eller har en meget høj pris, kan bespisningen være skattepligtig for deltagerne.

Risiko for maskeret udbytte i selskaber med begrænset aktionærkreds

Hvis der er tale om et selskab med en begrænset aktionærkreds, herunder særligt hovedaktionærselskaber, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på, om udgifterne til generalforsamlingen er uforholdsmæssige store. I dette tilfælde er der nemlig risiko for, at Skattestyrelsen vurderer, at udgifterne i overvejende grad er afholdt i aktionærernes personlige interesse, hvorefter der statueres maskeret udlodning.

Dette vil fx være tilfældet hvis et selskab, ejet af to ægtefæller, i forbindelse med godkendelse af regnskabet, har afholdt udgifter til at spise på en dyr restaurant.

Den maskerede udlodning er skattepligtig for aktionærerne, men kan ikke fradrages i selskabet.

Konstitution af bestyrelse

I forlængelse af en generalforsamling mødes den nye bestyrelse ofte for at konstituere sig, og her gælder samme skattemæssige regler som anført ovenfor. Hvis udgifterne hertil er af sædvanligt omfang, vil de være skattefri og fradragsberettigede, og hvis udgifterne er uforholdsmæssige store, vil der være skattepligt for deltagerne og i nogle tilfælde manglende fradragsret for selskabet.

Bestyrelseshonorar

En bestyrelsespost anses som et personligt hverv, hvorfor bestyrelseshonorarer skattemæssigt skal behandles ligesom anden almindelig løn. Dvs. selskabet har fradrag for udgiften, og bestyrelsesmedlemmet skal beskattes heraf. Honoraret anses som A-indkomst, hvorfor selskabet ved udbetaling heraf har en indberetnings- og indeholdelsespligt.

Fra et momsmæssigt perspektiv

Bespisning

Efter fast praksis er der ikke fradrag, hvis generalforsamlingen afholdes i egne lokaler. Det er muligt at få et delvist fradrag, hvis bespisningen foregår i erhvervsmæssig sammenhæng på en restaurant eller ”ude i byen”. I disse tilfælde kan 25% af momsen fradrages. Hvis generalforsamlingen finder sted på en eksklusiv restaurant, som eksempelvis en michelin-restaurant, kan det være vanskeligt at argumentere for, at bespisningen har et rent erhvervsmæssigt formål fremfor privat interesse.

Efterfølgende bestyrelsesmøder

I modsætning til generalforsamlingen er der fuldt fradrag for bespisning under bestyrelsesmøder i virksomhedens egne lokaler, forudsat at det har en erhvervsmæssig karakter. Hvis bestyrelsesmøderne bliver afholdt på en restaurant og der indgår spisning, vil der kun være fradrag for 25% af momsen.

Bestyrelseshonorar

Det årlige honorar, som bestyrelsesmedlemmer modtager, anses som indkomst og er derfor ikke momspligtigt. Erhvervsdrivende, der modtager et fast årligt honorar, som ikke er baseret på en konkret arbejdsindsats, og som blot deltager i afstemninger, anses heller ikke for at drive momspligtig virksomhed og er derfor ikke momspligtige. Konsulentarbejde udført for bestyrelsesorganet er dog momspligtigt.

Har du spørgsmål til skatte- og momsfradrag i forbindelse med generalforsamlinger, er du velkommen til at kontakte:

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.