Fraflytning fra Danmark? Skatteregningen stopper ikke ved grænsen
De seneste måneder har en længere række velhavere og iværksættere ytret deres overvejelser om at fraflytte Danmark, som følge af den forslåede indførelse af en formueskat. Dette forslag ser nu ud til at være taget af bordet igen, men måske har der allerede spiret et ønske i dig om at etablere dig i udlandet? Eller måske har det i længere tid været meningen, at du skulle flytte til udlandet?
Uanset baggrunden for en fraflytning, er den skattemæssige behandling af fraflytningen den samme. Og netop denne er et ofte overset punkt i forbindelse med beslutningen om en fraflytning på trods af, at det ofte er et forholdsvist stort og administrativt tungt arbejde at sikre korrekt skattemæssig behandling af fraflytningen samt at sikre korrekt dansk skat i årene efter fraflytningen.
Fraflytning er ikke et quick fix til at undgå dansk skat
At flytte ud af Danmark for at undgå dansk skat kan lyde som en simpel løsning. Men i praksis er det en omfattende proces med både skattemæssige, juridiske og personlige konsekvenser.
En fysisk fraflytning fra Danmark er endvidere ikke nødvendigvis ensbetydende med en skattemæssig fraflytning fra Danmark. For at ophøre med fuld dansk skattepligt er det afgørende, at man ikke længere har bolig til rådighed i Danmark. Det indebærer typisk, at en dansk ejerbolig enten skal sælges eller udlejes uopsigeligt i minimum tre år.
Den skattemæssige fraflytningsdato fastsættes som udgangspunkt dér, hvor man både:
- ophører med at have bolig til rådighed, og
- reelt flytter ud af Danmark.
Selv hvis den fulde danske skattepligt efter ovenstående ikke ophører, kan man dog i visse tilfælde anses for at skifte sit skattemæssige hjemsted til det land, hvortil man flytter, hvilket i realiteten stort set vil stille en på samme måde som ved faktisk ophør af dansk skattepligt. Dette kræver dog konkret vurdering.
Den danske fraflytterskat – skatteregningen stopper ikke ved grænsen
I forbindelse med drøftelserne om indførelsen af en formueskat, var de fleste ytringer om fraflytning begrundet i et ønske om at undgå at blive omfattet af en formueskat. Dvs. at undgå af betale skat af urealiserede gevinster.
Den danske fraflytterskat – som er en skat, der, i overensstemmelse med sit navn, indtræder ved fraflytning – medfører dog netop en beskatning af den formue, som ikke længere kan beskattes i Danmark efter en fraflytning – uagtet at der ikke på fraflytningstidspunktet er realiseret nogen egentlig gevinst. Det være fx udenlandske ejendomme, men i praksis særligt aktiebeholdninger.
Ved fraflytning mister Danmark beskatningsretten til aktieavance og som følge heraf anses aktier for at være solgt på datoen for fraflytningen til værdien på fraflytningstidspunkt, og den urealiserede gevinst, der i denne forbindelse beregnes, beskattes med almindelig aktieskat, dvs. med 27 %/42 %.
Det er i sagens natur en byrde i sig selv at skulle betale skat af en indkomst, man ikke har realiseret, hvilket der imidlertid er taget højde for med muligheden for at anmode om henstand med betaling af skatten, og derved udskyde skattebetalingen til når der faktisk realiseres indkomster fra aktierne.
Men derudover er det en nødvendighed at værdiansætte aktiverne i forbindelse med fraflytningen, så den urealiserede avance kan opgøres og indberettes til Skattestyrelsen.
For børsnoterede værdipapirer er dette sjældent et problem, men for unoterede værdipapirer, fx i startups, skal der foretages en, ikke sjældent, kompliceret værdiansættelse – en værdiansættelse, som Skattestyrelsen i øvrigt senere kan tilsidesætte. Ved usikkerhed om værdien, anbefales således ofte et bindende svar fra Skattestyrelsen, som dog i øjeblikket tager 6-8 måneder at få.
En beslutning, der kræver grundig analyse
Fraflytning er således ikke et enkelt værktøj til at undgå fremtidig beskatning. Tværtimod indebærer det:
- betydelige engangsomkostninger i form af fraflytterskat
- løbende compliance-forpligtelser
- risiko for dobbeltbeskatning og fejlpositionering
Dertil kommer regler om gave-, arve- og dobbeltbeskatning, som kan føre til uventede skatteeffekter på tværs af lande.
En hovedaktionær og/eller en direktør i et dansk selskab, skal derudover også være opmærksom på, at dennes personlige fraflytning også kan have skattemæssig betydning for det danske selskab.
For mange vil det derfor være nødvendigt med en grundig skattemæssig og strategisk analyse, før der træffes beslutning om fraflytning.
Redmark har stor erfaring med drøftelser og håndtering af fraflytning
Hos Redmark har vi stor erfaring med håndtering af fraflytninger og de efterfølgende årlige compliance-forpligtelser, der også skal håndteres. Tag derfor fat i Redmark, hvis du går med overvejelser om at fraflytte Danmark.
Gode råd, hvis du ønsker at fraflytte Danmark
- Planlæg fraflytningen i god tid
Kan visse forhold optimeres, bl.a. for at undgå et for stort administrativt arbejde i forbindelse med fraflytningen? Skal der laves værdiansættelser og evt. indhentes bindendes svar herpå? - Vurder skatteposition
Vurder om din fysiske fraflytning også medfører en skattemæssig fraflytning. - Registrer fraflytning
Udover at melde fraflytning til Borgerservice i den kommune, hvor du er bosat, skal du også huske at registrere fraflytningen hos Skattestyrelsen for at sikre korrekt registrering af din skattemæssige position. Korrekt registrering ved fraflytning ses i praksis at være særlig vigtig, hvis du på et tidspunkt vil flytte tilbage til Danmark og i den forbindelse benytte de særligt fordelagtige skatteregler efter forskerordningen. - Ansøg om at blive fritaget for den danske PAL-skat
(Dog ikke muligt ved fraflytning til Sverige). - Anmod rettidigt om at få henstand med betaling af fraflytterskatten
Indsendes ansøgningen ikke rettidigt, har du ikke krav på henstand. Får du henstand, skal du derudover hvert år indsende oplysninger om henstandsbeholdningen til Skattestyrelsen for at opretholde henstanden. - Indberet og kontroller danske selvangivelser
Udfyld en særlig selvangivelse i fraflytningsåret og gennemgå derefter hvert år din danske årsopgørelse for at være sikker på, at aktiver du forsat har i Danmark og/eller de indkomster du forsat modtager fra Danmark (fx aktieudbytte og -avance fra danske aktier og/eller danske depoter, danske renteindtægter mv.) ikke uberettiget beskattes i Danmark. - Vurder selskabsforhold
Hvis du er hovedaktionær og/eller direktør i et dansk selskab skal det vurderes, som din personlige fraflytning har skattemæssig betydning for det danske selskab. - Tjek skattereglerne i tilflytningslandet
Få styr på skattereglerne i det land, hvortil du flytter, da dette land ofte også vil have særlige skatteregler, der skal iagttages ved en tilflytning.
Overvejer du at flytte fra Danmark? Lad os gennemgå din skatteforhold.
KLARERE INDSIGT
Gå ikke glip af vigtige nyheder, skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Tilmeld Redmarks nyhedsbrevVores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.