Nyt år betyder nye satser for kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag

22.01.2024

Vi træder ind i et nyt år, hvilket betyder nye satser for kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag. Dog kan man ikke se frem til de helt store stigninger i satserne for 2024.

Kørselsgodtgørelse

En arbejdsgiver kan udbetale skattefri kørselsgodtgørelse til sine ansatte, som kører erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Godtgørelsen beregnes efter faste kilometersatser. Erhvervsmæssig kørsel er defineret som kørsel mellem arbejdspladser, inden for samme arbejdsplads og mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. De nye satser for 2024 er:

 

De nye satser for 2024 viser en lille stigning i forhold til 2023-satserne. Eksempelvis vil en lønmodtager, der årligt kører 19.000 km, kunne få udbetalt 72.010 kr. i 2024 efter de nye satser, fremfor 70.870 kr. i 2023.

Kontrol ved udbetaling – sagen om den uheldige ægtefælle

Ved udbetaling af kørselsgodtgørelse stiller Skattestyrelsen krav om, at der udarbejdes kørselsregnskab, og arbejdsgiver skal ved udbetaling af kørselsgodtgørelse kontrollere følgende:

  1. Navn, adresse og CPR-nummer
  2. Kørslens erhvervsmæssige formål
  3. Dato for kørslen
  4. Kørslens mål og eventuelle delmål
  5. Angivelse af antal kørte kilometer
  6. De anvendte satser
  7. Beregning af kørselsgodtgørelsen

I en afgørelse fra Landsskatteretten fra 2019 illustreres vigtigheden af denne kontrolpligt. Der var tale om en lille virksomhed drevet af ægtefæller, hvor manden ofte havde erhvervsmæssig kørsel, som han modtog skattefri kørselsgodtgørelse for. Konen, der stod for lønadministrationen, havde ved udbetaling af godtgørelsen ikke ført kontrol med de årlige ændringer af satsen – og disse satser var i de pågældende år nedsat. Det resulterede i, at manden i indkomståret 2015 fik udbetalt 73.313 kr. i stedet for 72.724 kr., hvilket vil sige en forskel på 589 kr. På baggrund af dette blev manden skattepligtig af hele beløbet med den simple begrundelse, at der ikke var ført kontrol med størrelsen på de anvendte satser.

Det er frivilligt for arbejdsgiveren om denne vil betale hel eller delvis godtgørelse. I tilfælde af, at arbejdsgiveren ikke udbetaler kørselsgodtgørelse, er der mulighed for at få befordringsfradrag.

Befordringsfradrag

Befordringsfradraget er det mest brugte skattefradrag, der giver fradrag for transport, ved mere end 12 km til arbejde (samlet over 24 km til og fra arbejde). Der er tale om et ligningsmæssigt fradrag med en skatteværdi på ca. 26 %. De nye satser for 2024 er:

De nye satser medfører, at en lønmodtager, der har 50 km til arbejde og som tager turen 200 gange om året, vil opnå et fradrag på 22.300 kr. i 2024, fremfor 21.900 kr. efter satserne i 2023.
For yderkommunerne gælder der fortsat et særligt befordringsfradrag på 2,23 kr. uanset om der køres 70 km eller 200 km.

Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du velkommen til at række ud til leder af Redmarks Skatteafdeling, Jens Pedersen på jpe@redmark.dk eller Senior Tax Associate Casper Hjorth Hansen på chh@redmark.dk.

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.