Ny afgørelse fra Skatterådet: Smartwatches beskattes som fri telefon

I en ny afgørelse fra Skatterådet den 19. marts 2024 kunne det bekræftes, at på baggrund af den konstante teknologiske udvikling i samfundet, er et smartwatch underlagt de samme regler for beskatning af telefoner, når de stilles til rådighed af arbejdsgiveren.

Skatterådet lagde vægt på, at et Smartwatch i et vist omfang tilbyder anvendelsesmuligheder og funktionaliteter, som en smartphone ikke indeholder. I kraft af, at uret sidder om håndleddet, vil det blive nemmere for medarbejderne at have uret med sig sammenlignet med en smartphone. Dette vil lette medarbejderens kommunikation med kollegaer og kunder, og give mulighed for hurtigere at kunne besvare kundeopkald og beskeder, samt få et overblik over kalendere mv.

I tilfælde af, at en medarbejder både får stillet en smartphone og et smartwatch til rådighed, skal der være en reel arbejdsmæssig begrundelse herfor. Samtidig bemærker Skatterådet, at smartwatch’et ikke må anses for stillet til rådighed til direkte brug for den øvrige del af medarbejderens husstand. Overholdes dette ikke, vil det udløse yderligere beskatning af medarbejderen udover grundbeløbet på 3.200 kr. (2024). Som udgangspunkt vil en bruttolønsordning tale imod, at der er tale om en reel arbejdsmæssig begrundelse.

Er du i tvivl om, hvorvidt der foreligger en reel arbejdsmæssig begrundelse for at stille en telefonnr. 2 til rådighed, assisterer Redmark gerne med en konkret vurdering.