Skattestyrelsen kigger med på MobilePay

25.11.2024

Skattestyrelsen har fået tilladelse til at indhente oplysninger om transaktioner via Vipps MobilePay, som i daglig tale blot kaldes MobilePay. De får mulighed for at få indsigt i både udgående og indgående overførsler, hvis der er mistanke om, at en virksomhed bruger MobilePay til at føre sorte penge uden om regnskabet, eller hvis en bruger har meget store overførsler. Formålet er at sikre, at personer eller virksomheder, der ofte modtager større beløb, ikke har indtægter, som der ikke afregnes skat og moms af.

Skattestyrelsen kan indhente oplysninger fra perioden 1. januar 2023 til 31. december 2023. Skattestyrelsen har kontrolleret betalingstjenester i flere år, men de skal hvert år have tilladelse fra Skatterådet. På baggrund af tidligere praksis er det sandsynligt, at de også vil indhente oplysninger fra betalingstjenesterne i fremtiden.

Det betyder, at MobilePay-brugere, som har modtaget store beløb, kan blive udtaget til kontrol. MobilePay eller andre betalingstjenester vil have pligt til at videregive oplysninger såsom identifikation af betalingsmodtagere, indgående betalinger, transaktionsdatoer, registrerings- og kontonumre for bankkonti, hvor betalingerne er indsat, samt eventuelle tekster ved overførslen.

Det er vigtigt at understrege, at Skattestyrelsen ikke vil indhente data om alle almindelige brugere. Skattestyrelsen vil kun indhente oplysninger om brugere, der har transaktioner, der overskrider en vis grænse. I 2017 lå grænsen på 50.000 kr. eller derover, men grænsen for efterfølgende år er ikke offentliggjort, og det kan derfor have ændret sig.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på sine transaktionsmønstre og sikre, at man overholder gældende skatte- og momsregler, når man handler på MobilePay.

 

 

Har du spørgsmål til ovennævnte, er du velkommen til at kontakte din revisor ved Redmark eller:

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.