Byrettens afgørelse fra december 2024 underbygger administrativ praksis for virksomheders mulighed for at anvende en omsætningsfordeling ved opgørelsen af det lønsumsafgiftspligtige overskud, når de både har momspligtige og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter.
Byretten har i en nylig afgørelse taget stilling til et område, der primært har berørt bilforhandlerbranchen, men som i andre administrative afgørelser også har påvirket detailhandlen.
Når en virksomhed både har momspligtige og momsfritagne aktiviteter, eksempelvis når den samtidigt har et momspligtigt salg af varer og et momsfritaget salg bestående af formidling af forsikringer eller finansiering, anvender de ofte en skønsmæssig beregning af lønsumsafgiftspligten, da der ikke findes et specifikt sektorregnskab.
Dette skøn skal dog være baseret på den reelle fordeling mellem momspligtige og momsfritagne aktiviteter. Hvis skønnet ikke kan anses for retvisende, kan det tilsidesættes af Skattestyrelsen.
Faktum i sagen:
En bilforhandler havde både momspligtigt varesalg og momsfritaget formidling af forsikring og finansiering.
Virksomheden var ikke registreret for lønsumsafgift og havde derfor ikke registreret det egentlige tidsforbrug på de to aktiviteter.
Skattestyrelsen havde senere truffet afgørelse om, at bilforhandleren var lønsumsafgiftspligtig, og bilforhandleren havde i sammenhæng med sagsbehandlingen fremsendt deres opgørelse af grundlaget for lønsumsafgiften ud fra en omsætningsfordeling.
Tvisten omhandlede, hvorvidt bilforhandlerens opgørelse af lønsumsafgiften ud fra en omsætningsfordeling kunne anses for retvisende. Bilforhandlerens opgørelse blev tilsidesat af Skattestyrelsen, da deres skøn ansås for at være mere retvisende.
Skattestyrelsen mente, at selve bilsalget er meget mere omkostningstungt end formidling af salg af forsikring eller finansiering, hvorfor de skønnede bilforhandlerens tidsforbrug ved formidling af finansierings- og forsikringsaftaler til at være væsentlig lavere end bilhandleren selv mente.
Skattestyrelsens opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget førte til, at bilforhandlerens overskud af de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter blev højere end bilforhandlerens egen opgørelse, fordi lønsummen, som kunne henføres til aktiviteterne, blev relativt lav.
Dette førte dog også til, at lønsummen, der også indgår i beregningen for lønsumsafgift, blev lavere, hvilket var til bilforhandlerens fordel.
Afgørelsen i sagen:
Byretten endte med at give Skatteministeriet ret, hvorved Skattestyrelsen (tidligere SKAT) fik medhold i deres afgørelse. Det blev anset for korrekt, når Skattestyrelsen opgjorde virksomhedens tidsforbrug på baggrund af deres eget skøn fremfor virksomhedens, da dette med begrundelse i praksis og loven ansås for at give “et mere retvisende billede af det faktiske tidsforbrug end en fordeling baseret udelukkende på omsætningsfordeling”.
Redmarks vurdering:
Der har de seneste år været en del afgørelser på dette område, heraf to i Byretten. Vi mener derfor, at der efterhånden må siges at være så meget retspraksis, som indikerer, at det vil være tvivlsomt, om der i bilbranchen, detailhandlen eller lignende er mulighed for at få anerkendt en opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget efter en omsætningsfordeling.
Det må derfor forventes, at Skattestyrelsen vil styrke kontrolindsatsen på dette område.
Redmarks anbefaling:
Vi vil derfor anbefale, at alle virksomheder, som har både lønsumsafgiftspligtige og momspligtige aktiviteter, forholder sig til deres opgørelser og eventuelt får ændret denne beregningsmetode, hvis den ud fra den beregningsmetode, som Skattestyrelsen anvender, ikke kan siges at give et retvisende billede.
