HUSK at selvangive for 2024!

27.01.2025

Traditionen tro, vil Skattestyrelsen i marts offentliggøre de automatiske årsopgørelser for 2024, som er baseret på indkomster, udgifter og aktiver, som er blevet oplyst til dem i årets løb.

Men selvom Skattestyrelsen konsekvent strammer op for at sikre, at intet går deres næse forbi, kan de jo ikke vide alt. Derfor har du pligt til selv at oplyse om indkomster, aktiver og forhold i øvrigt, som påvirker din danske skat. Dette gøres via en selvangivelse, som har frist for indsendelse d. 1. maj eller d. 1. juli 2025, afhængig af din situation.

Du skal eksempelvis indsende oplysninger hvis:

– Du er flyttet fra Danmark i løbet af 2024
– Du har haft udenlandsk indkomst (fx lønindkomst, bestyrelseshonorar, virksomhed, renteindkomst, udbytte, aktiegevinster eller lignende)
– Du ejer udenlandsk ejendom
– Du har udenlandske investeringer (fx aktier, investeringsforeninger, pensionsordninger eller kryptoaktiver)

Der er ingen bagatelgrænse for, hvorvidt udenlandske indkomster og aktiver skal selvangives. Og foruden bøder for manglende eller for sen indsendelse af selvangivelsen (se vores tidligere nyhed om de forventede nye, højere bødesatser), så kan manglende eller mangelfuld selvangivelse have langt mere alvorlige og enormt ærgerlige konsekvenser.

Eksempler på situationer, hvor vi som specialiserede rådgivere særligt ærgrer os over ikke at være blevet involveret, er blandt andet i forbindelse med salg af udenlandske investeringer, hvor Skattestyrelsen nægter fradrag for tab, fordi der ikke rettidigt er indsendt oplysninger herom, samt ved fraflytning fra Danmark, hvor eventuel (urealiseret) avance på bl.a. investeringer, beskattes som om de var solgt på datoen for fraflytning. Se i den forbindelse vores tidligere nyhed til skræk og advarsel om netop manglende selvangivelse af avance ved fraflytning.

I Redmarks skatteafdeling har vi høj ekspertise indenfor udarbejdelse og indsendelse af danske selvangivelser med udlandsforhold.

Har du brug for hjælp til din selvangivelse?

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.