Er din forening godkendt efter Ligningslovens § 8A?

15.04.2025

Vi erfarer, at Skattestyrelsen er begyndt at gennemgå tidligere udstedte godkendelser efter Ligningslovens § 8A til foreninger, fonde mv. Inddragelse af en godkendelse kan have større konsekvenser for foreningerne mv. Det er derfor vigtigt at sikre sig, at kravene til godkendelse er opretholdt.

Hvad betyder det at være godkendt efter Ligningslovens § 8A?

Almengørende eller på anden måde almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, kan blive godkendt efter Ligningslovens § 8A (herefter LL § 8A). Det er forudsat, at særlige krav er opfyldt, for at opnå og opretholde en godkendelse. En godkendelse efter LL § 8A medfører fordele som den godkendte forening, fond mv. kan drage nytte af.

Fradrag for gavegiver
Med en godkendelse efter LL § 8 A, er der adgang for gavegiver at fradrage gaver givet til foreninger, fonde mv. ved gavegivers indkomstopgørelse indtil den fastsatte beløbsgrænse på 19.000 (2025 niveau).

Moms
Almennyttige og velgørende foreninger, som er godkendt efter LL § 8A, kan efter ansøgning søge om momskompensation for sine afholdte momsudgifter i forbindelse med foreningens almenvelgørende aktiviteter. Ansøgningen sker for et kalenderår, og der foreligger en frist herfor den 1. juli det efterfølgende år.

Hvad er vores erfaring med Skattestyrelsen
Vi erfarer, at Skattestyrelsen er begyndt at gennemgå godkendelser efter LL § 8A og udsender breve til de godkendte foreninger om påtænkt inddragelse af godkendelse.

Ved inddragelse af godkendelsen, er det blandt andet ikke muligt for gavegivere at medtage skattefradrag for gaven, hvilket kan medføre en nedgang i gaver. Der vil desuden ikke være adgang til at søge om momskompensation for foreningens momsudgifter.

Det er i den forbindelse særligt vigtigt, at I som forening, fond mv. sikrer jer, at kravene om godkendelse efter LL § 8A er opretholdt. I Redmarks skatteafdeling kan vi assistere med rådgivning om dette og andre skatte- og momsmæssige forhold.

Er din forening, fond mv. ikke godkendt efter LL § 8A, og er du blevet nysgerrig på, om den kan godkendes, er vi selvfølgelig behjælpelige med at foretage en sådan vurdering samt eventuel ansøgning.

Har du brug for rådgivning?

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.