Hvis et selskabs beregnede skat for 2024 ikke er fuldt dækket af ordinære og frivillige acontoskattebetalinger, vil selskabet i udgangspunktet få en restskat. Udover restskatten skal der betales et ikke fradragsberettiget restskattetillæg. Skattestyrelsen offentliggjorde i december 2024 de nye procentsatser for tillæg og godtgørelse for indkomståret 2024.
Satserne for indkomståret 2024 er:
– Godtgørelse ved tilbagebetaling af overskydende skat: 4,4 %
– Restskattetillægget: 8,3 %
– Procenttillæg knyttet til frivillig indbetaling rate 1 og 2: 1,1 %
– Procenttillæg knyttet til frivillig indbetaling rate 3: 1,6 %
Selskaber, som forventer en skat for indkomståret 2024, der overstiger den ordinære acontoskat, kan delvist undgå et restskattetillæg ved at foretage frivillig indbetaling af acontoskatten den 1. februar 2025. Hvis der foretages frivillig indbetaling den 1. februar, skal der af det indbetalte beløb betales et tillæg som nu er på i 1,6 %, hvilket er højere end procentsatsen for 1. og 2. rate.
Ved indbetaling den 1. februar 2025, godtgøres den overskydende skat ikke med godtgørelsesprocenten på 4,4 % af betalinger foretaget senest den 1. februar 2025. Overskydende skat godtgøres derimod i tilfælde, hvor der er foretaget frivillig indbetaling senest den 20. november 2024, og der på baggrund af den indbetaling er opstået en overskydende skat.