Skatteoptimering inden årsskiftet

28.10.2025
>

Skatteplanlægning og -optimering lyder måske som en gråzone, som kan være farlig at begå sig i. Men mulighederne for – helt efter bogen – at strukturere sig bedst muligt inden årsskiftet er alligevel mange.

Vi har nedenfor oplistet nogle af de optimeringsmuligheder, vi anbefaler at overveje.

Top-topskat

Et af de mest omtalte emner indenfor personskatteområdet for tiden, er den nye top-topskat, som får virkning fra d. 1. januar 2026. Du kan læse mere om top-topskatten her.

Hvis du ligger i det indkomstleje, som bliver ramt af top-topskatten, kan du med fordel allerede nu overveje mulighederne for optimering, herunder fx:

  • Overvej udbytte frem for lønindkomst, hvis du er hovedaktionær
  • Konvertering af løn til pensionsindbetalinger (se mere nedenfor)
  • Aktieløn (særligt en LL § 7 P-ordning)
  • Hvis du anvender VSO, kan der være relevante overvejelser omkring opsparing af overskud, hævning og evt. omdannelse

Betaling af restskat inden 31. december 2025

Skattestyrelsen pålægger renter på restskat for 2025 allerede fra d. 1. januar 2026, uagtet at du endnu ikke kender det faktiske beløb til betaling. Hvis du således forventer en restskat, fx fordi du har haft aktieavance eller modtaget udbytte, som overstiger progressionsgrænsen på 67.500 kr., eller fordi du har udenlandske indkomster eller aktiver, anbefaler vi at du foretager en frivillig indbetaling af denne restskat inden d. 31. december 2025 for at undgå renter.

I Redmark kan vi naturligvis være behjælpelige med en beregning af den estimerede restskat.

Pensionsindbetalinger

I 2025 kan der indbetales 65.500 kr. med fuld fradragsret på en ratepension. Indbetalinger herudover bør således indbetales på en livrente, som er fuldt fradragsberettiget i den personlige indkomst, når indbetaling foretages via din arbejdsgiver. Hvis du selv foretager indbetalingen, kan du få fradrag op til 60.300 kr. (2025), og for indbetalinger herudover skal fradragsretten fordeles over minimum 10 år.

Bidrag til velgørenhed

Bidrag og donationer til godkendte, velgørende organisationer mv. er fradragsberettigede. Du kan i 2025 få fradrag for op til 19.000 kr.

Fradraget gives som et ligningsmæssigt fradrag, hvilket betyder at fradragsværdien er ca. 26 %. Fradraget har således ikke betydning for den personlige indkomst, og kan dermed ikke medføre en nedsættelse af fx topskattegrundlaget, men giver altså alligevel en lille fordel, udover den gode gerning i sig selv.

Gaver til familiemedlemmer

Der kan i 2025 skatte- og afgiftsfrit gives gaver på op til 76.900 kr. til nære familiemedlemmer, forstået som familiemedlemmer i lige linje op og ned (dvs. børn, forældre, bedsteforældre). Derudover kan der til svigerbørn gives 26.900 kr. (2025). Gaver som overstiger disse beløbsgrænser, pålægges en gaveafgift.

Det kan være en god måde at mindske formuen via et sådant skatte- og afgiftsfrit ”arveforskud”, som således mindsker en senere arveafgift.

Øvrige muligheder

Foruden ovenstående, findes der en række øvrige muligheder for optimering, som måske kan være værd at overveje, afhængig af din konkrete situation. Det kan eksempelvis være at du har negativ kapitalindkomst (fx renteudgifter), men ikke har nogen positiv kapitalindkomst at modregne dette i. I givet fald kan det måske betale sig at foretage dispositioner for at få kapitalindkomst.

I Redmarks skatteafdeling kan vi være behjælpelige med sparring og rådgivning omkring skatteoptimering, ligesom vi gerne yder assistance med den praktiske håndtering af din danske skat i form af hjælp til forskudsregistrering, selvangivelse mv.

Har du brug for rådgivning?

Vores nyheder er af generel karakter og er ikke anført med henblik på konkret rådgivning. Anvendelse af disse generelle informationer sker for brugers eget ansvar og egen risiko. Vi kan ikke garantere, at vores informationer til enhver tid er ajourførte. Såfremt du skal træffe konkrete beslutninger, anbefaler vi, at du søger professionel og personlig rådgivning. Du er naturligvis velkommen til at kontakte Redmark.