Udlån til tandlægeselskab

Klinikejere har mulighed for at optage lån i deres privatbolig og videreudlåne beløbet til sit tandlægeselskab. Et sådant lån mellem såkaldt ”interesseforbundne parter” skal forrentes til gældende markedsrente, dvs. den forrentning som klinikeren vil kunne opnå ved en tilsvarende placering af midlerne. Ifølge SKAT skal ”markedsrenten” opgøres ud fra debitors alternative lånerente.

Vi har set eksempler på klinikejere, som udlåner til en rentesats på 10-12 %. Fordelen er, at tandlægeselskabets fradragsværdi for renteudgifterne ved en totalbeskatning udgør ca. 56 %. Klinikejeren beskattes personligt af renteindtægten som kapitalindkomst med 26-42 %. Klinikejeren har således på langt sigt opnået en skattebesparelse af tandlægeselskabets indtjening på 14-30 %-point af den pågældende rente. 

Risikoen ved ovennævnte konstruktioner er, at det er op til klinikejeren at løfte bevisbyrden for, at den anvendte forrentning er udtryk for markedsrenten. Ved udgifter mellem interesseforbundne parter er denne bevisbyrde skærpet.

I det aktuelle finansielle marked, hvor forrentning på indlån ofte er negativ og lav forrentning af obligationsrente på 0, vil en klinikejer, efter vores opfattelse, ikke kunne løfte en bevisbyrde for en rente på op til 10-12 % som værende markedsrente. Dette er specielt vanskeligt for tandlægeselskaber, som ofte har en god egenkapital og soliditet samt hvor risikoen for tab er lav.

Konsekvensen vil være, at SKAT statuerer ”maskeret udlodning” af ekstrarenten, hvilket har en række uheldige konsekvenser for klinikejeren.

Effekten af ovenstående er eksemplificeret nedenfor ved en anvendt rentesats på 10 %, såfremt SKAT får medhold til at markedsrenten udgør 2 %.

Klinikejere skal være opmærksomme på, at der er en forældelsesfrist på 5 år mellem klinikejeren og tandlægeselskabet.  Ovenstående beløb kan således i princippet ganges med 5.

Ved spørgsmål til ovennævnte kontakt statsautoriseret revisor Kai Ambrosius